Frøkenen Af Herman Bang

Frøkenen af Herman Bang

Er evig ungdom og skønhed et alment ønske? Det burde de fleste kunne relatere til, men trist er det, at sådan et ønske aldrig kan gå i opfyldelse, og selvom man ønsker det inderligt, kan det ikke sket. Ulykkeligheden over den tabte ungdom vil præge en til det sidste… Protagonisten, frøkenen, i Herman Bangs Frøkenen fra 1883, sørger også over sin tabte ungdom og tabte kærlighed, og ikke nok med det lever hun et ensomt liv uden mand og børn. Heldigvis finder hun trøst i den smukke natur, men også i byens unge piger, som hun regelmæssigt inviterer over til kaffe og kage.  

Herman Bang, en af naturalismen centrale forfattere, benytter sig af en impressionistisk skrivestil, hvilket gør ham til en særlig forfatter. Den impressionistiske skriveteknik indebærer, at han beskriver små bidder af en større helhed, hvilket gør, at hans værker bliver fremstillet som sceniske, og disse små bidder kan man passende kalde scener. Hans skrivestil er også præget af naturalismen, han prøvede altså at fremstille verden så fotografisk og objektivt som muligt. Med andre ord kan man også kalde det for realisme og videnskabeligt. Georg Brandes, manden der introducerede naturalismen (eller Det Moderne Gennembrud), forholdte sig kritisk til datidens normer og konventioner, så han opfordrede til en undersøgelse af staten, kirken, ægteskabet og familie. Hans formål var at sætte ting til debat, hvilket også er et centralt element i naturalismen. Ydermere ser man også mennesket som et biologisk væsen, hvor erkendelse kan opnås ved hjælp af fornuft, hvor mennesket er rationelt, hvor mennesket tror på videnskaben, og hvor positivismen var i højsædet.

Frøkenen er en skønlitterær, impressionistisk novelle, idet en novelle kendetegnes ved et korthandlingsforløb med få (essentielle) personer, et sanseligt og beskrivende sprog, samt en åben afslutning, hvor fortolkning er nødvendigt. Dette er selvfølgelig kun nogle af de genretræk, der findes ved noveller. Ydermere er denne genre også episk, hvilket betyder, at novellen er en tekst, der rummer en historie og gengiver et handlingsforløb og et tidsforløb. Noget usædvanligt ved Frøkenen er, at denne novelle også har et lyrisk element i form af følelser og tanker, hvilket blandt andet kan ses på den første side, linje 18-19: ”Og for hvert Klip er det, som on det gjorde ondt inden i hende,” samt side 1, linje 14: ”og hun tænker altid, hun kan narre Betjenten med en Kringle og en stor Snaps Solbærrom.” Gennem hele novellen hører vi en hel del om frøkenens tanker og følelser, hvilket gør, at vi får en lettere forståelse af de ting hun gør og tænker, ergo bliver det lettere for os, at identificere sig med hende.

Novellens komposition er noget for sig, blandt andet fordi den hovedsageligt fortælles i bagudsyn, men enkelte gange fortælles scenerne også i medsyn. Et eksempel på medsyn kan være på side 3, linje 6-10: ”Frøkenen har læst. Men saa er det blevet for mørkt, og hun har lagt Andagtsbogen ned i sit skød og har lænet hovedet tilbage”. Ved dette citat bliver fremstillingsformen scenisk, fordi beskrivelserne er nøje beskrevet og detaljeret; der bliver zoomet ind på den enkelte situation. Andre steder i novellen er fremstillingsformen panoramisk fortalt, idet fortællertempoet bliver højere, vi hører om færre detaljer og der bliver sprunget i tid. Dette kan illustreres ved citatet: ”Tunge Dage er det saa for Frøkenen, naar Gartneren klipper og klipper (side 1, linje 16-17).” ’Tunge Dage’ indikerer, at fortællingen ikke er kronologisk, men at der springes i tid.

Af fortælleelementer findes der primært beretninger og beskrivelser. I starten af novellen beskrives huset, haven, planterne, og gennem den alvidende 3. personsfortæller berettes der også om hvad frøkenen fortager sig på de forskellige tider af året.  Ydermere er teksten fortalt med et indre syn, hvor frøkenens følelser og tanker bliver gengivet.

Frøkenens hus er det mindste i gaden, og huset har en grøn dør og en kælderhals. Frøkenens kælderhals er den sidste i hele byen, og den er gammel og skrøbelig, hvilket kan symbolisere hendes tilstand; hun er ved at være oppe i årene, og den sidste kælderhals kunne tyde på, at hun er den eneste gamle frøken i byen. Ved huset står det et træ, som byfogeden vil have fjernet, men efterhånden giver han op. Frøkenen vil ikke lade ham fjerne træet. Frøkenens tilflugtssted er hendes have, der er fyldt med smukke blomster. ”Somme Tider nogle smaa blege nogle, Lillierne tager jo solen, men Roser er der (side 1, linje 31-32)” viser at liljerne skygger for roserne. Liljer symboliser uskyld, og roser symboliserer kærlighed, hvilket betyder, at der er ingen kærlighed i frøkenens liv, kun uskyld. Hendes have symboliserer naturalismen. Æraens ide bygger på, at mennesket er en del af naturen, det er arv og miljø, der former os som menneske. I hendes have kan alt vokse som det vil, der er fyldt med vækst og liv; alting vokser som det vil, og absolut intet skal klippes ned. Ergo skal mennesket udvikle sig som det vil. Rækkefølgen er altså gaden, haven, stuen, lille kammer, chatol, skuffe og til sidst en sølvkapsel. Med andre ord kan man sige, at frøkenens liv bliver indsnæret gennem beskrivelser af stedet, vi kommer tættere og tættere på hendes hemmelighed, hvilket jeg også kommer ind på senere.

Frøkenen, teksten centrale person, er en ældre, ugift kvinde. Hendes ydre ved vi ikke noget om, da hun ikke bliver beskrevet direkte, men hovedsageligt indirekte. Af hendes tanker og følelser kan vi udlede, at hun er en omsorgsfuld, kærlig, empatisk og gavmild altruist, der prioriterer andre frem for sig selv. Et godhjertet menneske. ”Hører Frøkenen, at En er død paa Fattiggården, en stakkel, som hverken havde Ven eller Slægt, […] saa plyndrer hun straks sit store Bed og binder Kranse ved Bordet under den gamle Hyld (side 1-3, linje 33- 3)” viser os, at hun vil gøre alt for andre mennesker, også selvom hun ikke kender dem.  Frøkenen inviterer gerne andre piger over til kaffe, og faktisk sørger hun for, at have gæster på besøg hele tiden. Umiddelbart lader det til, at frøkenen er lykkelig og glad, men jo nærmere man læser teksten, finder man, at der er noget i gærde. Man siger, at de gladeste mennesker er de mest ulykkelige, men er det mon sandt? En påstand kunne være, at hun fylder hulrummet ud med at være omringet af mennesker, fordi hun inderst inde er ensom og går rundt og bære på en sorg så slem. ”For de er døde, hendes gamle Venner, og det er alt saa længe, længe siden det, hun læser fra dengang, hun var ung (side 6, linje 9-10)” indikerer, at hun savner sine gamle venner, men det indikerer også, at hun savner ungdommen. Hun savner at være ung, hvilket plager hende så meget, at hun fylder sit liv med faste rutiner og traditioner. Ved at invitere unge piger over til kaffe, bliver hun omringet af den ungdom hun selv drømmer om at få igen. ”Vi hjælper os (side 2, linje 14)” siger hun, hvilket indikerer, at det hjælper hende, at tilbringe tid med de unge piger. En anden forklaring på hendes gavmildhed og altruisme, kunne være, at hun er bange for at blive glemt, blandt andet fordi hun ingen familie har. Ved at binde kranse til de afdødes kister (side 2, linje 1-5), vil hun måske blive husket for det, og måske vil hun også blive husket for hendes altruisme. Det er et håb om at folk også vil gøre det samme for hende. Siden Bang fremstiller hendes liv som trist og melankolsk, kunne det tænkes, at hans holdning til det naturalistiske samfund er præget af en vis utilfredshed.